Sådan kommer du i gang

Til dig, der er blevet opereret og har fået en genoptræningsplan fra sygehuset, tilbyder vi genoptræning tilpasset præcist til dig og din skade.

Efter operationen kontakter kommunens sagsbehandler dig med et konkret tilbud om genoptræning. Her er du omfattet af fritvalgsordningen i Mariagerfjord Kommune, som betyder, at du frit kan vælge mellem en af de godkendte klinikker i kommunen eller det kommunale tilbud.

Vi tager os gerne tid til at forklare, hvordan din genoptræning kommer til at foregå. Ring endelig til os og spørg.

Din personlige plan for genoptræning

Hos os får du holdtræning, hvor vi tager hånd om den enkelte: Du får individuelt tilpassede programmer, som passer til det, du kommer med – vi giver dig ikke bare et knæprogram, hvis du har en korsbånds- eller meniskskade, men øvelser og genoptræning tilpasset netop din skade. Og endelig har du den samme behandler gennem hele dit forløb.

Vores genoptræning indledes i øvrigt med en grundig forundersøgelse, ligesom forløbet afsluttes med en grundig evaluering.

Ved første konsultation vil du blive undersøgt og sammen lægger vi en plan for dit genoptræningsforløb.